Kære beboere i Vennehøj
Hermed Beboernyt omhandlende nogle af de ting, der rør sig i vores forening.
Hvis du ønsker at tilmelde dig nyhedsbrevet, kan du sende en e-mail til bestyrelsen: beboernyt@vennehoj.dk
Konstituering af bestyrelsen
Sandra Bossen blev på generalforsamlingen i april valgt til formand for bestyrelsen. På det seneste bestyrelsesmøde blev Henrik Mathiasen genvalgt som næstformand. Derudover sidder Joachim Kjølberg, Mikkel Mikkelsen, og Martin Hjort i bestyrelsen. Ole Oldhøj og Camilla Ryborg blev på generalforsamlingen valgt til suppleanter.
God adfærd på fællesarealer
Nu nærmer sommeren sig, og i den forbindelse håber bestyrelsen, at alle vil være med til at udvise god adfærd på foreningens fællesarealer. Dette betyder blandt andet, at man rydder op efter sig selv, når man har brugt foreningens grill, at man ikke efterlader skrald, når man har opholdt sig i gården, samt at man ikke kaster ting ud over altanen.
Der blev på den seneste generalforsamling klaget over blandt andet cigaretskodder, der kastes ud fra altanerne, samt at folk skodder cigaretter og spytter i opgangene. Dette er bestemt ikke acceptabelt, og bestyrelsen håber, at alle vil være med til at holde foreningen pæn og præsentabel.
Vaskekældere
Vaskekældrene er et fælles ansvar. Vi opfordrer til at efterlade vaskekælderen i samme stand, som du selv ønsker at møde den. Vores vicevært Leif har nu rengjort vaskekældrene i bund. Hvis det bliver nødvendigt at bestille ekstra rengøring af vaskekældrene udefra, vil den ekstra udgift blive pålagt vaskeprisen. Samtidig vil bestyrelsen gerne gøre beboerne opmærksom på, at det ikke er tilladt at farve sit tøj i foreningens vaskemaskiner, da farven kan ødelægge andre beboeres tøj.
Bestyrelsen henstiller samtidig til, at man overholder sine vasketider, samt husker at tømme sine vaskemaskiner inden for sin vasketid. Hvis man oplever, at der stadig ligger tøj i maskinen, når éns vasketid starter, har man naturligvis lov til at tømme vaskemaskinen.
Container til storskrald
Det blev på den seneste generalforsamling vedtaget at gennemføre et forsøg med en container til storskrald. Der vil blive hængt opslag op i opgangene, når vi har flere informationer om, hvornår containeren ankommer.
Indbrud
På generalforsamlingen blev bestyrelsen gjort opmærksom på, at enkelte beboere har oplevet indbrud i deres kælderrum. Bestyrelsen vil meget gerne høre fra beboere, der har oplevet/oplever noget lignende, for at bestyrelsen bedre har mulighed for at sætte ind over for disse indbrud.
Uopsættelige skader
Hvis man opdager uopsættelige skader, skal disse meldes til vores vicevært Leif. Uden for Leifs arbejdstid skal uopsættelige skader meldes til bestyrelsen.
Sommerfest
Bestyrelsen vil i år forsøge at genoptage vores sommerfest i starten af september, nærmere bestemt d. 7. september. Festen vil kun blive gennemført, hvis der er en stor nok interesse blandt foreningens beboere. Vi håber samtidig, at der er nogle af jer beboere, der har lyst til at give en hånd med til klargøring og oprydning i forbindelse med afholdelse af festen. Bestyrelsen vil inden længe sende en invitation ud til beboerne.
Åbent hus
Næste gang der er åbent hus i bestyrelseslokalet i kælderen 82, er mandag d. 27. maj 2013, kl. 18.30 – 19.00. Her kan du stille spørgsmål, få oplysninger eller lignende. Efter åbent hus holder bestyrelsen bestyrelsesmøde. På bestyrelsesmødet behandler vi bl.a. de henvendelser der er kommet til bestyrelsen i den forløbne måned. Husk at der ikke afholdes åbent hus i juli måned.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen A/B Vennehøj