3. beboerinformation i forbindelse med udskiftning af altaner på AB Vennehøj

Kære beboer i Vennehøj

Udskiftningen af altanerne er i fuld gang – desværre går det for langsomt. Byggeriet er pt. en del bagud allerede. Det vil vi gerne beklage. Bestyrelsen er opmærksom på problemet, og gør hvad vi kan for at holde entreprenøren til ilden, da forsinkelsen ikke er acceptabel.

Der er tidligere blevet opsat en nyrevideret tidsplan. Den er taget ned igen. Det var en fejl, at den overhovedet blev sat op. Tidsplanen var udarbejdet af entreprenøren, men bestyrelsen har ikke kunne godkende den. Vi kan sige, at entreprenøren har lovet, at de er ude af folks lejligheder den 10. december. Vi i bestyrelsen har krævet at byggeriet er færdiggjort senest med udgangen af året. Derefter har vi varslet entreprenøren dagbøder, såfremt de ikke har færdigmeldt projektet til aflevering.

Nu tilbage til det praktiske omkring byggeriet.

AFSNIT 1 & 3 (UD MOD DEN GULE GÅRD)

Entreprenøren påregner at starte dette arbejde nu – dvs. de vil snarest påbegynde opsætning af stillads. Entreprenøren har sagt, at de forventer, at påbegynde optagningen af gulve i de berørte lejligheder om ca. 14 dage.

REPARATION AF SKADER

Skader der er opstået i forbindelse med vores altanprojekt, vil blive repareret når håndværkerne er færdige i lejligheden. Som en afslutning vil entreprenøren, i postkassen, aflevere en fejl- og mangel seddel som man bedes aflevere i bestyrelsens post kasse i nr. 82. Sedlerne vil blive overdraget til entreprenøren der efterfølgende vil udbedre skaden. Skal der afslutningsvis males der hvor der er udbedret en skade, sker dette hvor skaden er sket med farven hvid.

KLAGER OVER HÅNDVÆRKERNE/ARBEJDETS UDFØRSEL

Fra bestyrelsens side vil vi gerne opfordre til, at henvendelser vedr. arbejdets gang og dets udførelse rettes til bestyrelsen (mail: bestyrelsen@vennehoj.dk) eller Jes Drangsfeldt (entreprenøren) tlf. 41 96 64 84.

Indgår den enkelte andelshaver en individuel aftale med en af entreprenørens repræsentanter angående arbejdet i lejligheden, er dette en aftale mellem andelshaveren og entreprenøren, hvilket betyder at vi som bestyrelse ikke på et senere tidspunkt vil kunne indgå i en dialog om eventuelle udfordringer.

VARSLING

Er du en af dem, hvor det er nødvendigt, at håndværkerne skal have gulvet pillet op, så er det aftalt med entreprenøren, at der bliver varslet første gang 14 dage før og igen to dage før, de skal ind i lejligheden. Dette sker via skriftlig henvendelse til beboeren i form af en seddel, der vil blive lagt i postkassen. Det er meget vigtigt, at disse varslinger bliver overholdt. Det vil sige, at der er ryddet i stuen, når håndværkerne har meldt deres ankomst. Ét enkelt sted, hvor man ikke kan komme i gang, fordi der ikke er ryddet sinker hele processen yderligere. Og som tidligere nævnt, er vi ikke ligefrem foran tidsplanen. Husk at dette også gælder rydning af altaner.

HJÆLP TIL FLYTNING

Ældre beboere og beboere der af andre grunde ikke kan flytte sine møbler selv, kan få hjælp af foreningen. Bestyrelsen har besluttet, at vi hyre nogle flyttefolk til at hjælpe dem, der har hjælp behov. Kontakt viceværten i god tid hvis du har brug for hjælp.

FEJL- OG MANGELSEDDEL

Når håndværkerne har været rundt i lejlighederne, og de mener, at de er færdige, så omdeler entreprenøren en mangelliste. Herpå kan du skrive, hvis du mener, at der er fejl og mangler ved det arbejde, der er blevet lavet. Ting du gerne vil have rettet. Så vil håndværkerne rette dette. Listerne skal afleveres i bestyrelsens postkasse i nr. 82, kld.

Vi vil også meget gerne have tilbagemeldinger fra beboere, der ingen indvendinger har haft med arbejdets udførsel. Det giver bestyrelsen et bedre udgangspunkt, når vi skal evaluere projektet.

IBRUGTAGNING AF ALTANER

Selvom det umiddelbart kan se ud som om, at altanerne er klar til brug, så kan der være ting, der ikke er helt færdig endnu. Derfor har bestyrelsen aftalt med entreprenøren, at de sætter en lille seddel fast på altanerne med strips. Når den hænger på altanen, så kan du tage den i brug. Vi vil meget gerne have, hvis du vil returnere sedlen, efter du har pillet den ned. Den kan afleveres i bestyrelsens postkasse i nr. 82, kld.

I forbindelse med ibrugtagning af altanen vil der også blive omdelt en vejledning til hvorledes altanen rengøres og vedligeholdes.

BLIVER JEG BERØRT?

Vi vil endnu engang gøre opmærksom på, at det er muligt at orientere sig om, hvem der bliver berørt af projektet i form af, at de skal have gulvet pillet op, ved at kigge på opslagstavlen, der er opsat i kælderen ved siden af bestyrelseslokalet i nr. 82, kld.

 

ÅBENT HUS

Har du spørgsmål eller bemærkninger til projektet er du meget velkommen til at henvende dig til bestyrelsen, enten via mail (bestyrelsen@vennehoj.dk) eller ved personlig henvendelse ved bestyrelsens Åbent hus den sidste mandag i måneden kl. 18.30, i bestyrelseslokalet i kælderen i nr. 82. Næste gang er mandag d. 25. oktober 2010.

NYHEDSBREV

Du kan tilmelde dig foreningens nyhedsbrev på mailadressen: beboernyt@vennehoj.dk. Husk at skriv navn, adresse og mailadresse. Så får du automatisk sendt information fra bestyrelsen, når der er nyt at berette om. Men husk, at denne adresse ikke kan bruges, hvis du har konkrete spørgsmål til bestyrelsen. Her skal du bruge mailadressen: bestyrelsen@vennehoj.dk.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen 

Udgivet i Beboernyt | Tagget | Skriv en kommentar

Beboerinformation i forbindelse med udskiftning af altaner på AB Vennehøj

Kære beboer i Vennehøj
I forbindelse med nedbankning af eksisterende altaner samt montering af stålkonstruktion til nye altaner, er der etableret en del større huller i ydermuren. Det har desværre medført, at man i nogle lejligheder har banket hul helt ind i lejligheden. Skaderne i den forbindelse vil blive udbedret af PNP-BYG. Desuden er der enkelte mindre skader på stuk lofter og ydervægge efter nedbankning af eksisterende betonaltaner. Disse skader udbedres ligeledes af PNP-BYG.

Under uheldige omstændigheder er der risiko for at der ved kraftige regnskyl, som dem vi har oplevet de seneste dage, kan komme vand fra stilladset ind i lejligheden. Det er indskærpet overfor PNP-BYG at de skal gøre hvad der er muligt for at mindske denne risiko, men det kan ikke garanteres at det ikke kan ske i din lejlighed. Hvis der kommer vand ind i din lejlighed kan du ringe til Henrik Øster på tlf. 25 54 30 35. Det er KUN i tilfælde af at der kommer vand ind i din lejlighed, du kan ringe til Henrik.

For en god ordens skyld skal det præciseres at gulvet i de rum hvor gulvet skal tages op (se evt. plantegninger på opslagstavlen ved bestyrelseslokalet), skal ryddes helt. Alt skal fjernes fra rummet, også evt. gulvtæpper o.l. Hvis du har problemer med at flytte møblerne kan du kontakte bestyrelsen. Det er tidligere oplyst at gulvet tages op til ca. 1,5 meter fra facaden, dette rettes til ca. 2,0 meter. Når hele rummet alligevel skal ryddes, skyldes det at hele gulvet efterfølgende skal slibes. Hvis du ikke ønsker at gulvet skal lakeres med klarlak, men f.eks. hellere vil have det olieret e.l., skal du lægge en seddel om dette i vindueskarmen til håndværkerne.

Der har været en del opstartsvanskeligheder som har bevirket at lejlighederne i den 1. etape ikke er færdiggjort på de 2 uger (10 arbejdsdage) som forventet. PNP-BYG har lovet at der vil blive rettet op på det, nu hvor de kender bygningen bedre, og har fundet et bedre forløb i byggeriet. PNP-BYG vil meget snart sørge for, at der udfærdiges en nyrevideret tidsplan for byggeriet. Bestyrelsen vil naturligvis sørge for, at den bliver udsendt via mailinglisten og opsat i opgangene, når den er klar.

Hvis entreprenøren støder på noget uforudset som bevirker nødvendige ændre af f.eks. stålkonstruktionen e.l. vil de orientere om dette, og hvad det medfører af forlænget byggeperiode i den enkelte lejlighed. Der kan desuden ske ændringer i omfanget af lejligheder hvor gulvet skal tages op. Man kan ikke på forhånd vide hvordan husets bærende konstruktion ser ud, før der bliver lukket op udefra. Men såfremt gulvet i din lejlighed skal tages op, vil du blive varslet om dette, så snart der er åbnet udefra.

Når alt arbejde inde i lejlighederne er færdigt, melder entreprenøren arbejdet klar til Abildhauge og bestyrelsen. Samtidig lægger entreprenøren en seddel i vindueskarmen med besked om, at de er færdige i lejligheden, og at møbler kan flyttes tilbage. Hvis du ikke er enig i at de er færdige, skal du skrive evt. fejl og mangler på sedlen og aflevere den i bestyrelsens postkasse i 82 kld. Husk at skrive navn, adressen tlf. nr. og dato på sedlen. Du bedes aflevere sedlen i postkassen inden fem dage fra det tidspunkt håndværkerne har lagt sedlen.

Har du spørgsmål, så husk at bestyrelsen altid holder ”åbent hus” forud for bestyrelsesmødet den sidste mandag i måneden. Det sker fra kl. 18.30-19.00 i bestyrelseslokalet i nr. 82, kl.. Kig endelig forbi.

Få løbende opdateringer via mail. Tilmeld dig foreningens mailingliste: beboernyt@vennehoj.dk

Med venlig hilsen
A/B Vennehøj

Udgivet i Ikke kategoriseret | Tagget | Skriv en kommentar

Beboerinformation i forbindelse med udskiftning af altaner på AB Vennehøj

Kære beboer i Vennehøj

Nu er udskiftning af altanerne endelig gået i gang, og du skal i den forbindelse være opmærksom på følgende:

Som du sikkert allerede har bemærket, er der en del støj og støvgener i forbindelse med udskiftning af altanerne på gavlen i nr. 68. Der vil også fremover være en del støjgener under byggeriet, det kan desværre ikke undgås. Støvgener vil håndværkerne forsøge at begrænse til udendørs gener, ved at opsætte støv væg i alle lejligheder/rum, hvor der skal optages gulv, for montering af de nye altaner. Det kan dog ikke helt undgås at der komme noget støv ind i lejlighederne alligevel. Det må desuden forventes, at der blæser en del støv ind af vinduerne hvis de står åbne under nedrivning af altanerne.

Gulvene tages op i alle rum på 3. og 4. sal ved de nye altaner, samt på 1. og 2. sal i nr. 60 mf.tv., 68 tv. og 68 mf.tv.

Du kan se på tidsplanen (ved siden af) hvornår der udskiftes altaner på den etape hvor du bor, men det fremgår ikke præcist hvornår arbejderne i de enkelte lejligheder pågår. Entreprenøren og håndværkerne på pladsen vil løbende holde alle beboere orienteret om hvornår de skal ind i de enkelte lejligheder, og hvor længe arbejderne i lejlighederne pågår. Det sker ved at der lægges en varslingsseddel i postkassen eller brevsprækken ca. 2 arbejdsdage inden de skal have adgang til lejligheden.

Hvis du er bortrejst i den periode der udskiftes altaner på den etape hvor du bor, og gulvene i din lejlighed skal tages op for montering af ny altan, bedes du aflevere en ekstranøgle til ejendommens vicevært og tømme det pågældende rum for møbler inden du rejser.

Er du hjemme i den pågældende periode, kan du vente med at tømme rummet for møbler til du får en varslingsseddel af entreprenøren. Husk at håndværkerne SKAL have adgang til din lejlighed, så hvis du ikke har afleveret en ekstranøgle til viceværten, bedes du gøre det med det samme, så håndværkerne kan komme ind i din lejlighed, hvis du ikke er hjemme på hverdage mellem kl. 7.00 og 16.00 til at lukke dem ind.

Vi bestræber os på kun at tage gulvet op ca. 1½ meter ind i rummet, men kan vi ikke få et pænt resultat ud af det, og hvis du har en type gulv hvor det ikke kan lade sig gøre, bliver vi nød til at tage gulvet op i hele rummet. Dette vil bero på en individuel vurdering i alle lejligheder.

Se arkitekttegninger over hele byggeriet – de vil blive ophængt på væggen ved siden af bestyrelseslokalet i nr. 82, kld. fra ONSDAG D. 30. JUNI.

Alle skal tømme deres altan for møbler, blomsterkasser mv. så den er helt ryddet, når der er opsat stillads ud for altanen.

NB!   Du bedes lægge en seddel i vindueskarmen med navn og telefonnummer så håndværkerne kan kontakte dig hurtigt såfremt dette måtte være nødvendigt.

Har du spørgsmål holder bestyrelsen ”åbent hus” forud for bestyrelsesmødet mandag, d. 28. juni kl. 18.30-19.00 i bestyrelseslokalerne. Kig endelig forbi.

Bestyrelsen A/B Vennehøj

Udgivet i Beboernyt | Tagget | Skriv en kommentar

Beboernyt – Maj 2010

Kære beboere i Vennehøj

Som nævnt i bestyrelsens beretning ved generalforsamlingen, mandag d. 26. april 2010, har vi forsøgt at stable et tilbagevendende nyhedsbrev på benene. Hensigten er, at det skal være elektronisk nyhedsbrev, men vil, afhængig af nyhedernes karakter, blive omdelt i postkasserne eller fremgå på opslagstavlerne. Vi vil dog stadig opfordre alle til at tilmelde sig nyhedsbrevet på: beboernyt@vennehoj.dk

Generalforsamling:

Tak til de beboere, der mødte op til generalforsamlingen, der blev afholdt i auditoriet på Peder Lykkeskolen. Der vil snarest blive udsendt referat fra generalforsamlingen.

Altanprojekt:

Dette projekt kommer til at præge foreningen det næste lange stykke tid. Vi forventer, at hele projektet vil være gennemført inden årsskiftet. Aktuelt afventer vi den endelige byggetilladelse fra Københavns Kommune. Før end den er på plads, vil der ikke blive påbegyndt nedtagning af eksisterende altaner.

Herunder vil kort være beskrevet hvor og hvorledes projektet begynder, det er vigtigt at notere sig, at der pt. er tale om estimerede tidsangivelser.

1.       Fra tirsdag d. 25. maj 2010, vil det første stillads blive stillet op ved gavlen i nr. 68. Nedtagningen af de eksisterende altaner vil begynde d. 1. juni 2010, forudsat at der foreligger en endelig byggetilladelse.

2.       Fra uge 23 vil der blive sat stillads op i gården udfor nr. 78 – 82, hvorefter udskiftningen af altaner vil begynde.

3.       Næste etape vil omfatte nr. 70 – 76

4.       Næste etape vil omfatte nr. 60 – 66

5.       Næste etape vil omfatte nr. 78 – 82, altanerne mod Rågårdsminde

6.       Altanerne der vender ind i den gule gård (naboejendommen) vil blive udskiftet løbende

Selve nedtagningen af gamle altaner og opsætning af nye vil ske som et samlet forløb for hver etape, hvorved tiden uden altan vil blive begrænset.

Som det har været nævnt, er det nødvendigt, at skulle ind under gulvene i 4. sals lejlighederne, hvilket betød at gulvene i de berørte værelser skulle helt op. Det viser sig nu, at det kun er nødvendigt at tage gulvene op 1,4 m ind i rummet fra de berørte vægge.

Desværre har beregninger vist, at der skal tilsvarene gulve op i berørte 3. sals lejligheder, nogle af 2. sals lejlighederne samt få af 1. sals lejlighederne. Når vi præcist ved, hvilke lejligheder der er tale om vil de berørte beboere selvfølgeligt blive adviseret. Dog kan vi allerede nu orientere om, at det gælder alle berørte lejligheder, med altan, i gavlen i nr. 68.

På generalforsamlingen lovede vi at udsende tegninger af altanerne samt tegninger, der viser facaderne af ejendommen. Dette vil vi stadig, dog afventer vi de tegninger, der viser det faktiske arbejde, der skal udføres.

Kældergangen bag ved kiosken.

Kældergangen bag ved kiosken, inde i den gule gård, vil i nær fremtid blive total renoveret.

Affald.

Vi vil fra bestyrelsen indskærpe, at de affalds-, papir-, pap- og glascontainerer der er opstillet over mod Englandsvej 84 – 94, kun må benyttes af dem der bor i vores naboejendom. Vi skal opfordre til, at alle benytter affaldsskakte til almindeligt husholdningsaffald, pap foldes og kommes i papcontainerne, aviser kommes i aviscontainerne, der er opstillet på vores matrikel. Har man større affald, er der opstillet containere i den gule gård. Storskrald, byggeaffald m.m. skal man selv bringe til genbrugspladsen. Vi har i foreningen ikke opstillet glascontainer.

Åbent hus.

Næste gang der er åbent hus i bestyrelseslokalet i kælderen 82, er mandag d. 31. maj 2010, kl. 18.30 – 19.00. Her kan du stille spørgsmål, få oplysninger eller lignende. Efter åbent hus holder bestyrelsen bestyrelsesmøde.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen A/B Vennehøj

Udgivet i Beboernyt | Tagget | Skriv en kommentar